Program for KOMBITs kommunedage november 2014

Se det detaljerede program for Kommunedagene her på siden.

09.00-09.15: Velkomst og introduktion til dagen (v. Louise Dalby)

09:15-10:00: Sidste nyt fra KOMBIT (v. Thomas Christiansen)
Markedsdirektør Thomas Christiansen giver status på KOMBITs projekter og aktiviteter. Hør mere om bl.a. Byg og Miljø i Bølge 3 og få en status på DUBU.

10:00-10.30: KOMBITs udmøntning af Rammearkitekturen (v. Morten Hass)
Rammearkitekturen er de spilleregler, som kommunerne i fællesskab har sat for it-løsningers opbygning på det kommunale marked. Dette omfatter dels krav til it-løsningernes udformning, dels åben infrastruktur, som er styret af kommunerne. Morten Hass vil gennemgå, hvordan KOMBIT for hvert projekt bidrager til at udbygge den fælles rammearkitektur.

Pause

10.45-11.00: Vilkår for tilslutning (v. Poul Ditlev Christiansen)
På oplægget præciserer forretningsudviklingschef Poul Christiansen, hvad der er inkluderet i KOMBITs udmeldte 25 % besparelse på betalingen af de nye it-systemer, herunder snitflader og forbrug af data, samt koblingen til afregningsmodellerne for hhv. fagsystemer og data. Indlægget løfter også sløret for, hvad kommunerne kan forvente omkring udmelding af anvendelsesvilkår, betaling mm. frem mod idriftsættelsen af de enkelte monopolbrudssystemer.

11:00-11.15: Kommunernes Datafællesskab (v. Annette Due)
Kommunernes Datafællesskab (KDF) har ansvaret for at anskaffe de snitflader, der skal understøtte implementeringen af monopolbrudsprojekterne. På oplægget genopfrisker KDF principperne for finansieringen af snitfladerne, og derefter vil oplægget til den kommende afregningsmodel for brug af data blive gennemgået.  Vi krydrer oplægget med et par priseksempler.

11.15-11.45: Introduktion til de to workshopspor

Frokost

Workshops

1) 12.30-14.45: Workshop - spor 1

  • Implementeringsstrategi for Kommunernes Ydelsessystem og Kommunernes Sygedagpengesystem
    I 2016 starter udrulningen af Kommunernes Ydelsessystem og Kommunernes Sygedagpengesystem, men allerede i løbet af 2015 skal kommunerne løfte en række opgaver vedr. både den organisatoriske og den tekniske implementering af løsningerne. Vi præsenterer et første udkast til den implementeringsstrategi, som kommunernes ydelseschefer og it- og digitaliseringschefer bliver præsenteret for senere i november måned. På workshoppen vil vi bede om deltagernes feedback på form og indhold – imødekommer strategien behovet for information om implementering i din kommune? Emner som gevinstrealisering, kommunernes arbejde med snitflader og muligheden for at blive pilotkommune bliver også gennemgået på workshoppen.  
  • Hvordan vil KOMBIT understøtte kommunernes kritiske vej igennem monopolbruddet?
    Kommunerne skal gennemføre en lang række aktiviteter som led i implementeringen af de nye it-løsninger, der sikrer monopolbruddet. Roller og ansvar på de mange opgaver skal være klare og tydelige. KOMBIT stiller et opgave- og opfølgningsværktøj til rådighed for kommunerne, hvor kommunerne løbende kan få overblik over opgaver, der skal løses for at tilvejebringe implementeringen. Desuden vil KOMBITs projekter gennemføre en systematisk opfølgning på hver kommunes implementeringsproces for at sikre en effektiv implementering – lokalt og fælleskommunalt.

    Men hvordan kommer værktøjet til at virke i praksis, og hvad menes der egentlig med opfølgning? Hvad skal der til for at opnå en tydelig rolle- og ansvarsfordeling på de opgaver, der skal løftes? Kom og giv dit input til, hvordan den gode forretningsgang for opfølgningen ser ud. 

2) 12.30-14.25 Workshop - spor 2 (Vær opmærksom på, at første del af dette workshopspor - Støttesystemerne - svarer indholdsmæssigt til den netop afholdte workshop på Digitaliseringsmessen i Odense, så hvis du deltog dér, opfordrer vi dig til at vælge det første workshopspor).

  • Opgaveoverblik på Støttesystemerne
    De otte Støttesystemer udgør en række vigtige byggesten i fremtidens fælleskommunale infrastruktur – og i særdeleshed i forbindelse med monopolbruddet. Det kræver en fælles indsats af KOMBIT, leverandører og kommuner at gøre Støttesystemerne klar til implementeringen af KY, KSD og SAPA.  

    På workshoppen bliver der givet et overblik over de opgaver, som kommunerne skal løse for at kunne tage Støttesystemerne i brug i forbindelse med implementeringen af KY, KSD og SAPA. Gennemgangen indeholder også oplæg til det forarbejde, kommunerne med fordel kan foretage i form af analyser, strategier og planer. Workshoppen vil være delt i følgende fire hovedemner: Adgangsstyring, Klassifikation & Organisation, Indekser og Beskedfordeler. Vi inviterer til dialog og spørgsmål fra deltagerne.
     

  • Hvor klar er din kommune i virkeligheden til monopolbrud på KMD Sag?
    Kommunernes implementering af monopolbrud i forhold til KMD Sag er i fuld gang. Kommunerne har etableret lokale SAPA-projekter, udpeget en SAPA-projektleder og mange er i fuld gang med de mange opgaver, som SAPA-projektet har defineret og kommunikeret siden 2013. Men mange kommuner har endnu et langt stykke vej at gå. Måske også din kommune? På workshoppen får du en opdatering på de opgaver, KOMBIT forventer at kommunerne har gennemført inden årsskiftet, og de opgaver, som skal gennemføres før sommerferien. Vi gennemgår også den undersøgelse, som kommunerne har svaret på som led i en kvalificering af KMDs oplysninger til hver kommune om lokale snitflader til KMD Sag.

Pause

15.00-15.15: Kommunernes organisering/roller (v. Nils Rosted og Louise Dalby)
I takt med at implementeringen af monopolbrudsløsningerne nærmer sig bliver det i stigende grad vigtigere, at kommunerne har etableret den fornødne organisation for arbejdet med monopolbruddet. I oplægget opridser KOMBIT sin forventning til kommunernes organisation og præsenterer, hvordan og gennem hvilke kanaler der på sigt vil blive kommunikeret til kommunerne.

15.15-15.30: Standardkontrakter til kommunernes køb af it-løsninger (v. Flemming Heilberg) 
Kommunerne bevæger sig mod en fælles strategi for it-kontraktvilkår. Strategien skal sikre, at det er kommunerne, der har magten over den kommunale opgaveløsning, ikke en it-løsning eller en leverandør. Vi giver et bud på de fem vigtigste bestemmelser.

15.30-15.40: SKI 02.19 (v. Poul Ditlev Christiansen)
Hør mere om, hvordan den kommunale rammearkitektur er indarbejdet i den nye rammeaftale af SKI på 02.19. Her har KOMBIT taget en aktiv rolle for at sikre, at it-løsninger anskaffet på den nye 02.19-aftale understøtter Støttesystemerne og de øvrige monopolbrudsprojekter.  

15.40-15.55: Spørg KOMBIT
Som afslutning på dagen inviterer vi til spørgsmål og fælles refleksion over dagens emner. Et panel bestående af Thomas Christiansen, Poul Ditlev Christiansen,  Morten Hass og Annette Due stiller op til spørgsmål fra salen – fx om KOMBITs tildeling af it-kontrakter, KOMBITs rolle i den nye fælleskommunale digitaliseringsstrategi og andre aktuelle emner, der fylder hos deltagerne.

15.55-16.00: Tak for i dag

 

Kontakt

Chefkonsulent / Implementering
3334 9442